The refining influence of the grace of God changes the natural disposition of man. Heaven would not be desirable to the carnal-minded; their natural, unsanctified hearts would feel no attraction toward that pure and holy place, and if it were possible for them to enter, they would find there nothing congenial. The propensities that control the natural heart must be subdued by the grace of Christ before fallen man is fitted to enter heaven and enjoy the society of the pure, holy angels. When man dies to sin and is quickened to new life in Christ, divine love fills his heart; his understanding is sanctified; he drinks from an inexhaustible fountain of joy and knowledge, and the light of an eternal day shines upon his path, for with him continually is the Light of life.

Den forædlende indflydelse af Guds nåde forvandler menneskets naturlige tilbøjeligheder. For de kødeligtsindede ville Himmelen ikke synes ønskværdig; deres naturlige, ikke helliggjorte hjerte ville ikke føle sig tilttukket af dette rene og hellige sted; og hvis det var dem muligt at komme derind, ville de ikke finde noget, der var åndsbeslægtet med dem selv. De tilbøjeligheder, der behersker det kødelige hjerte, må undertrykkes ved Kristi nåde, før det faldne menneske bliver egnet til at bo i Himmelen og glæde sig over at være sammen med de rene, hellige engle. Når et menneske dør fra synden og vågner til et nyt liv i Kristus, fyldes dets hjerte af guddommelig kærlighed; dets forståelse helliggøres; det drikker af en uudtømmelig kilde af glæde og visdom, og lyset fra en evig dag skinner på dets sti, thi livets lys følger det bestandig.