Paul presents the contrast between the chaplet of fading laurel received by the victor in the foot races, and the crown 312 of immortal glory that will be given to him who runs with triumph the Christian race. "They do it," he declares, "to obtain a corruptible crown; but we an incorruptible." To win a perishable prize, the Grecian runners spared themselves no toil or discipline. We are striving for a prize infinitely more valuable, even the crown of everlasting life. How much more careful should be our striving, how much more willing our sacrifice and self-denial!

Paulus gør opmærksom på forskellen mellem den krans af forgængelige laurbær, som sejrherren modtog som pris i væddekampen og den uforgængelige herlighedskrone, der gives til ham, der med sejr fuldender den kristnes løb. De gør det, erklærer han, "for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner." De græske idrætsmænd skånede ikke sig selv for at vinde en forgængelig sejrspris. Vi stræber efter en pris, som har langt større værd, selve det evige livs krone! Hvor burde vi så være langt mere påpasselige i vor kamp og langt mere villige til at ofre og fornægte os selv!