In every age Satan has sought to impair the efforts of God's servants by introducing into the church a spirit of fanaticism. Thus it was in Paul's day, and thus it was in later centuries during the time of the Reformation. Wycliffe, Luther, and many others who blessed the world by their influence and their faith, encountered the wiles by which the enemy seeks to lead into fanaticism overzealous, unbalanced, and unsanctified minds. Misguided souls have taught that the attainment of true holiness carries the mind above all earthly thoughts and leads men to refrain wholly from labor. Others, taking extreme views of certain texts of Scripture, have taught that it is a sin to work--that Christians should take no thought concerning the temporal welfare of themselves or their families, but should devote their lives wholly to spiritual things. The teaching and example of the apostle Paul are a rebuke to such extreme views.

Satan har i alle tidsaldre bestræbt sig på at hindre Guds tjeneres arbejde ved at indgyde menigheden fanatismens ånd. Dette var tilfældet på Paulus tid og således var det også i de efterfølgende århundreder, på reformationstiden. Wiclif, Luther og mange andre, som var til velsignelse for verden på grund af deres indflydelse og deres tro, blev udsat for de kneb, som fjenden benytter til at drive meget nidkære, uligevægtige og uhelligede sjæle ind i fanatisme. Vildledte sjæle har hævdet, at når man kommer i besiddelse af virkelig hellighed, bliver sindet hævet over alle jordiske tanker og så afholder man sig fuldstændig fra at arbejde. Andre har på grundlag af en yderliggående fortolkning af visse tekster i skriften lært, at det er synd at arbejde. De har påstået, at kristne overhovedet ikke bør tænke på deres egne eller deres familiers timelige fornødenheder, men bør vie deres liv fuldstændig til åndelige ting. Apostlen Paulus irettesætter disse yderliggående standpunkter ved sin lære og sit eksempel.