Throughout his ministry, Paul had looked to God for direct guidance. At the same time, he had been very careful to labor in harmony with the decisions of the general council at Jerusalem, and as a result the churches were "established in the faith, and increased in number daily." Acts 16:5. And now, notwithstanding the lack of sympathy shown him by some, he found comfort in the consciousness that he had done his duty in encouraging in his converts a spirit of loyalty, generosity, and brotherly love, as revealed on this occasion in the liberal contributions which he was enabled to place before the Jewish elders.

Under hele sin gerning havde Paulus vendt sig til Gud for at få direkte vejledning. Samtidig havde han været meget omhyggelig for at arbejde i overensstemmelse med de afgørelser, der var truffet på fællesmødet i Jerusalem og som følge heraf var menighederne blevet "styrkede i troen og voksede i antal dag for dag." Apg. 16,5. Og trods den mangel på forståelse, nogle viste ham, fandt han trøst i bevidstheden om, at han havde gjort sin pligt ved hos sine omvendte at opmuntre en troskabens, gavmildhedens og broderkærlighedens ånd, sådan som den ved denne lejlighed gav sig udtryk i de rundhåndede gaver, han havde kunnet overrække de jødiske ældste.