Paul regarded this as a God-given opportunity, and faithfully 423 he improved it. He knew that he stood in the presence of one who had power to put him to death or to set him free; yet he did not address Felix and Drusilla with praise or flattery. He knew that his words would be to them a savor of life or of death, and, forgetting all selfish considerations, he sought to arouse them to a sense of their peril.

Paulus betragtede dette som en lejlighed, der var givet ham af Gud og han benyttede sig trofast af den. Han vidste, at han stod overfor en mand, som havde magt til at lade ham henrette eller til at løslade ham; men alligevel henvendte han sig ikke til Feliks og Drusilla med smiger og lovprisninger. Han vidste, at hans ord for dem ville blive en duft til liv eller til død og uden at tænke på egoistiske hensyn søgte han at vække dem til at forstå den fare, de svævede i.