For fourteen days they drifted under a sunless and starless heaven. The apostle, though himself suffering physically, had words of hope for the darkest hour, a helping hand in every emergency. He grasped by faith the arm of Infinite Power, and his heart was stayed upon God. He had no fears for himself; he knew that God would preserve him to witness at Rome for the truth of Christ. But his heart yearned with pity for the poor souls around him, sinful, degraded, and unprepared to die. As he earnestly pleaded with God to spare their lives, it was revealed to him that his prayer was granted. 443


Mesterens efterfølgere kapitel 42. 235.     Fra side 442 i den engelske udgave.tilbage

Rejsen og skibbruddet

I fjorten dage drev de om under en himmel uden sol og stjerner. Skønt apostlen selv var lidende, talte han håbets ord i de mørkeste timer og rakte en hjælpende hånd, hvor det tiltrængtes. Ved troen holdt han fast ved Guds vældes arm og hans hjerte havde fred i Gud. Han nærede ingen frygt for sin egen skyld; han vidste, at Gud ville bevare ham, så han kunne vidne i Rom om sandheden i Kristus. Men hans hjerte blødte af medynk med de stakkels sjæle, der omgav ham, syndige, fornedrede mennesker, som var uforberedte til at dø. Mens han inderligt bønfaldt Gud om at skåne deres liv, blev det åbenbaret for ham, at hans bøn var hørt.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.