Paul's letter to Philemon shows the influence of the gospel upon the relation between master and servant. Slave-holding was an established institution throughout the Roman Empire, and both masters and slaves were found in most of the churches for which Paul labored. In the cities, where slaves often greatly outnumbered the free population, laws of terrible severity were regarded as necessary to keep them in subjection. A wealthy Roman often owned hundreds of slaves, of every rank, of every nation, and of every accomplishment. With full control over the souls and bodies of these helpless beings, he could inflict upon them any suffering he chose. If one of them in retaliation or self-defense ventured to raise a hand against his owner, the whole family of the offender might be inhumanly sacrificed. The slightest mistake, accident, or carelessness was often punished without mercy.

Paulus brev til Filemon viser evangeliets indflydelse på forholdet mellem herre og træl. Slaveri var almindeligt i hele romerriget og der fandtes både herrer og slaver i de fleste af de menigheder, i hvilke Paulus arbejdede. I byerne, hvor slaverne ofte fandtes i langt større antal end de frie borgere, blev frygtelig strenge love betragtet som en nødvendighed for at holde dem i ave. En rig romer ejede ofte hundreder af slaver af alle samfundslag, af alle nationaliteter og med alle mulige færdigheder. Med uindskrænket magt over disse hjælpeløse væseners legeme og sjæl kunne han tildele dem en hvilken som helst straf og lidelse, han havde lyst til. Hvis en af dem i hævnfølelse eller i selvforsvar vovede at løfte hånden mod sin ejer, måtte måske hele synderens familie bøde på en umenneskelig måde. Den mindste fejltagelse, et uheld eller en skødesløshed, blev ofte straffet uden barmhjertighed.