Never before had Nero heard the truth as he heard it on this occasion. Never before had the enormous guilt of his own life been so revealed to him. The light of heaven pierced the sin-polluted chambers of his soul, and he trembled with terror at the thought of a tribunal before which he, the ruler of the world, would finally be arraigned, and his deeds receive their just award. He feared the apostle's God, and he dared not pass sentence upon Paul, against whom no accusation had been sustained. A sense of awe restrained for a time his bloodthirsty spirit.

Aldrig før havde Nero hørt sandheden, som han gjorde det ved denne lejlighed. Aldrig før var hans eget livs forfærdelige skyld blevet åbenbaret for ham på denne måde. Himmelens lys trængte ind i hans sjæl, der var besudlet af synd og han skælvede af rædsel ved tanken om en domstol, overfor hvilken han, verdens hersker, til sidst skulle aflægge regnskab og hans gerninger blive betalt efter fortjeneste. Han blev bange for apostlens Gud og han vovede ikke at afsige dom over Paulus, da beskyldningerne mod ham ikke var blevet bevist. For en tid holdt en følelse af ærefrygt hans blodtørstige sjæl i tømme.