So will it be with all who behold Christ. The nearer we come to Jesus, and the more clearly we discern the purity of His character, the more clearly shall we see the exceeding sinfulness of sin, and the less shall we feel like exalting ourselves. There will be a continual reaching out of the soul after God, a continual, earnest, heartbreaking confession of sin and humbling of the heart before Him. At every advance step in our Christian experience our repentance will deepen. We shall know that our sufficiency is in Christ alone and shall make the apostle's confession our own: "I know that in me (that is, in my flesh,) dwelleth no good thing." "God forbid that I should glory, save in the cross of our Lord Jesus Christ, by whom the world is crucified unto me, and I unto the world." Romans 7:18; Galatians 6:14.

Således vil det gå alle, der ser Kristus. Jo nærmere vi kommer Jesus og jo klarere vi fatter hans væsens renhed, jo tydeligere vil vi komme til at se syndens overvældende syndighed og jo mindre vil vi føle trang til at prise os selv. Stadig må sjælen stræbe hen mod Gud, stadig må der ske en alvorlig, smertelig bekendelse af synden og en ydmygelse af hjertet overfor ham. Ved hvert skridt fremad i vore erfaringer som kristne vil vor anger blive dybere. Vi vil føle, at vi kun magter noget ved Kristi hjælp og vi må med apostlen erkende: "Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt." Rom. 7,18. "Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden." Gal. 6,14.