All around him the apostle beheld witnesses to the Flood that had deluged the earth because the inhabitants ventured to transgress the law of God. The rocks thrown up from the great deep and from the earth by the breaking forth of the waters, brought vividly to his mind the terrors of that awful outpouring of God's wrath. In the voice of many waters--deep calling unto deep--the prophet heard the voice of the Creator. The sea, lashed to fury by the merciless winds, represented to him the wrath of an offended God. The mighty waves, in their terrible commotion, restrained within limits appointed by an invisible hand, spoke of the control of an infinite Power. And in contrast he realized the weakness and folly of mortals, who, though but worms of the dust, glory in their supposed wisdom and strength, and set their hearts against the Ruler of the universe, as if God were altogether such a one as themselves. By the rocks he was reminded of Christ, the Rock of his strength, in whose shelter he could hide without fear. From the exiled apostle on rocky Patmos there went up the most ardent longing of soul after God, the most fervent prayers.

Rundt omkring sig så apostlen vidnesbyrd om den syndflod, der havde oversvømmet jorden, fordi dens beboere havde vovet at overtræde Guds lov. Klipperne, der var væltet op fra det store dyb og fra jorden ved vandenes vældige kraft, fik ham til levende at mindes denne frygtelige tilkendegivelse af Guds vrede. Gennem mange vandes lyd hvor dybet kaldte på dybet hørte profeten Skaberens røst. Havet, der blev pisket til skum af de ubarmhjertige storme, blev for ham et billede på den krænkede Guds harme. De mægtige bølger, der i deres frygtindgydende bevægelse dog blev holdt indenfor bestemte grænser, som var fastsat af en usynlig hånd, talte om den evige magts herredømme. Som modsætning hertil blev han klar over de dødeliges svaghed og tåbelighed, når de, skønt de kun er som orme i støvet, dog roser sig af deres indbildte visdom og kraft og sætter sig op mod universets hersker, som om Gud helt igennem var som en af deres egne. Ved at se på klipperne blev han mindet om Kristus, hans styrkes klippe, i hvis ly han uden frygt kunne skjule sig. Fra den landsforviste apostel på Patmos opsteg sjælens mest brændende længsel efter Gud og de inderligste bønner.