»I er verdens lys«
Når Jesus lærte folket, gjorde han sin undervisning interessant og fængslede tilhørernes opmærksomhed ved en hyppig anvendelse af naturbilleder fra deres omgivelser. Folket var kommet sammen i den tidlige morgenstund. Den herlige sol, der steg højere og højere på den blå himmelhvælving, fordrev skyggerne, som endnu gemte sig i dalene og mellem de snævre bjergkløfter. Stråleglansen på den østlige himmel var endnu ikke forsvundet, sollyset fyldte landskabet med sin pragt, og søens rolige overflade kastede det gyldne lys tilbage og genspejlede de rosenfarvede morgenskyer. Dugdråber funklede på hver knop, hver gren og hvert grønt skud. Naturen smilede under velsignelsen af en ny dag, og fuglenes sang lød yndigt i træerne. Frelseren betragtede skaren foran sig, vendte sig derpå mod den opgående sol og sagde til sine disciple: »I er verdens lys.« Ligesom solen begiver sig ud på sin kærlighedsmission, fordriver nattens mørke og vækker verden til live, således skal Kristi efterfølgere drage ud på deres mission og udgyde himmelens lys over dem, der befinder sig i vildfarelsens og syndens mørke.