A legal religion is insufficient to bring the soul into harmony with God. The hard, rigid orthodoxy of the Pharisees, destitute of contrition, tenderness, or love, was only a stumbling block to sinners. They were like the salt that had lost its savor; for their influence had no power to preserve the world from corruption. The only true faith is that which "worketh by love" (Galatians 5:6) to purify the soul. It is as leaven that transforms the character.

Hvori Farisæismens sande natur består, havde profeten Hoseas påpeget i følgende ord: »Israel er en tom vinstok, der bærer frugt til sig selv.") Medens jøderne udgav sig for at tjene Gud, arbejdede de i virkeligheden for sig selv. Deres retfærdighed var frugten af deres egen anstrengelse for at holde loven, holde den i overensstemmelse med deres egne begreber og med deres eget egoistiske formål for øje. Derfor kunne den ikke blive bedre, end de selv var. Ved deres bestræbelser for at gøre sig selv hellige forsøgte de at bringe noget rent ud af det urene. Guds lov er lige så hellig, som han er hellig, lige så fuldkommen, som han er fuldkommen. Den, fremstiller Guds retfærdighed for menneskene. Det er umuligt for mennesket af sig selv at holde denne lov, for mennesket natur er fordærvet, udartet, helt forskellig fra Guds karakter. Det egenkærlige hjertes gerninger er »urene", »som en tilsølet klædning al vor retfærd". (Es. 64,5).