Not until he fell crippled and helpless upon the breast of the covenant angel did Jacob know the victory of conquering faith and receive the title of a prince with God. It was when he "halted upon his thigh" (Genesis 32:31) that the armed bands of Esau were stilled before him, and the Pharaoh, proud heir of a kingly line, stooped to crave his blessing. So the Captain of our salvation was made "perfect through sufferings" (Hebrews 2:10), and the children of faith "out of weakness were made strong," and "turned to flight the armies of the aliens" (Hebrews 11:34). So do "the lame take the prey" (Isaiah 33:23), and the 63 weak become "as David," and "the house of David . . . as the angel of the Lord" (Zechariah 12:8).

Da farisæere bagefter spurgte Jesus om lovligheden af skilsmisse, førte han sine tilhørere tilbage til ægteskabets indstiftelse ved skabelsen. »Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således.« (Matt. 19,3. og 8.). Han henviste dem til de velsignede dage i Eden, da Gud udtalte, at alt »var såre godt". Der havde ægteskabet og sabbatten, disse tvilling-indstiftelser, deres oprindelse til Guds ære ved at være til gavn for menneskeslægten. Da, skaberen dér lod det hellige par give hinanden hånden som ægtefæller, idet han sagde: »Derfor forlader en mand sin fader og sin moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver et« (1Mos. 2,24), kundgjorde han ægteskabsloven for alle Adams bøn indtil tidens ende. Det, som den evige Fader selv har erklæret for at være godt, var en lov, der tilsigtede menneskets højeste velsignelse og udvikling.