»I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend ham også den anden til« For jøderne var omgangen med den romerske krigsmagt altid en kilde til ærgrelse. Troppeafdelinger var anbragt på forskellige steder i Judæa og i Galilæa, og deres nærværelse var for befolkningen en påmindelse om dens egen nationale nedværdigelse. Med bitterhed i sindet hørte de lyden af de kraftige trompetstød; de så tropperne samles under det romerske flag og bøje sig i hyldest for dette symbol på romerrigets magt. Mellem befolkningen og soldaterne kom det til hyppige sammenstød, som bidrog til at ophidse det rådende had. Når en romersk befalingsmand med sin vagt skyndsomt ilede fra det ene sted til det andet, hændte det ofte, at han greb de jødiske bønder, som arbejdede på deres marker, og tvang dem til at bære byrder op ad bjerget eller til at udføre enhver anden påkrævet tjeneste. Dette var overensstemmelse med romersk lov og sædvane, og modstand mod sådanne krav førte kun til hånsord og grusomhed. Længslen efter at kunne afryste det romerske åg tiltog for hver dag i befolkningens hjerter. Navnlig blandt de uforfærdede, kraftige galilæere var oprørsånden fremherskende. Havnebyen Kapernaum var sæde for en romersk garnison, og endogså medens Jesus var i færd med at undervise, mindede synet af et kompagni romerske soldater hans tilhørere på ny om Israels ydmygelse. Folket så ivrigt på Jesus i håb om, at han var den, der skulle ydmyge den stolte romermagt. |