»Når I beder, skal I ikke være som hyklerne«
Farisæerne havde bestemte bedetimer, og det hændte ofte, at de befandt sig ude, når det fastsatte tidspunkt indtraf. Hvor de end opholdt sig, måske ude på gaden eller på torvet midt iblandt travle menneskeskarer, fremsagde de med høj røst deres vanemæssige bønner. En sådan tilbedelse udelukkende med selvforherligelse for øje gav anledning til en uforbeholden irettesættelse fra Jesu side. Han tog ikke afstand fra offentlig bøn; han bad selv sammen med sine disciple og i mængdens nærværelse. Derimod lærer han, at privat bøn ikke skal holdes offentligt. Under andagtsstunden i lønkammeret skal vore bønner ikke komme nogen anden for øre end vor bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre skal høre, hvad der kommer til udtryk i sådanne bønner. »Men når du beder, så gå ind i dit kammer.« Hav et sted, hvor du holder bøn i enrum. Jesus havde udvalgte steder, hvor han plejede samfund med Gud, og det bør også vi have. Vi behøver at trække os tilbage til et eller andet sted, ligegyldigt hvor uanseligt det er, hvor vi kan være alene med Gud.