»Dit er og magten og æren«
Den sidste sætning i Herrens bøn henpeger ligesom den første på vor himmelske Fader som stående over al magt og myndighed og over hvert navn, der nævnes. De år, der lå foran disciplene, fortonede sig i Frelserens øjne ikke som en glansfuld periode med timelig velfærd og ære, således som disciplene havde drømt om, men som en mørk tid på grund af de storme, som menneskeligt had og djævelsk vrede ville afstedkomme. Nationale stridigheder og ødelæggelser ville gøre disciplenes vej fuld af farer, og ofte ville deres hjerter nedtrykkes af frygt. De ville komme til at se Jerusalem i ruiner, se templet fejet bort, dets gudstjeneste ophørt for stedse og Israel spredt i alle lande som vragstumper på en øde kyst. Jesus sagde: »I skal komme til at høre om krigslarm og krigsrygter". »Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes begyndelse.« (Matt. 24,6-8). Kristi efterfølgere skulle dog ikke frygte for, at deres håb var tilintetgjort, eller at Gud havde forladt jorden. Magten og æren tilhører ham, hvis store forsæt fremdeles uforstyrret ville skride fremad mod sin fuldbyrdelse. I den bøn, hvori de gav udtryk for deres daglige behov, skulle disciplene løfte blikket op over al ondskabens magt og myndighed og vende det mod Herren deres Gud, hvis rige hersker over alt, og som er deres Fader og evige ven.