Når menneskene bliver delagtige i den guddommelige natur, vil Jesu kærlighed blive et fremherskende princip i sjælen, og "selv" og dets særegenheder vil ikke blive lagt for dagen. Men det er sørgeligt at se, at de, som burde være kar til ære, lader den lavere naturs tilbøjeligheder herske over sig og går på veje, som fordømmes af samvittigheden. Fordærvelse indefra forener sig med fordærvelsen udenfra, og mennesker, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere , synker ned til et lavt standpunkt, altid sukkende, fordi de kommer til kort uden nogensinde at sejre og knuse Satan under sine fødder. Skyld og fordømmelse forkrymper sjælen, og sådanne kan med rette råbe: "Jeg elendige menneske! Hvad skal fri mig fra dette dødens legeme?" Ved at samtykke i synd ødelægges selvagtelsen, og når den er borte formindskes også agtelsen for andre, idet man lever under den forestilling, at andre ligeså uretfærdige som en selv.