De store fordele, som vore bibelinstitutioner yder, bliver kun sat lidt pris på. De tilbyder rige anledninger, men de udretter ikke på langt nær, hvad de burde og skulle gøre, fordi de, som overværer dem, ikke praktiserer den sandhed, som bliver fremholdt for dem på en så klar måde. Mange af dem, som udlægger skrifterne for andre, har ikke samvittighedsfuldt og helt overgivet deres sind og hjerte og liv til Helligåndens ledelse. De elsker synden og hænger ved den. Jeg er blevet vist, at urene vaner, stolthed, egenkærlighed og selvophøjelse har lukket hjertets dør endog blandt dem, som prædiker sandheden for andre, og Guds mishag hviler over den. Kan ikke en eller anden rensende kraft tage fat i dem? Er de faldne som offer for en moralsk sygdom, som er ulægelig på grund af, at de nægter at lade sig læge? O, at alle, som underviser i Herrens Ord, ville tage Paulus’ ord til hjerte: "Jeg formaner eder, brødre! ved Guds barmhjertighed, at i fremstiller eder legemer, som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, hvilket er eders fornuftige Gudsdyrkelse."