Helligåndens kraft venter på, at vi skal begære og modtage den.
Da Jesus stod over for at forlade sine disciple, opmuntrede han dem med forjættelsen om Helligånden. Denne forjættelse tilhører os ligeså meget som den tilhørte dem, men hvor sjældent fremstilles dette dog for folket, hvor sjældent omtales modtagelsen af Helligånden til menigheden. Hvilken forjættelse har vi, som en følge af denne tavshed om at så vigtigt emne, mindre praktisk kendskab til end netop denne rige forjættelse som Helligåndens gave, der kan meddele kraft til alle vore missionsarbejdere? Forjættelsen om Helligånden er lejlighedsvis blevet omtalt i prædikener, nu og da tilfældig berørt; det er alt. Man har dvælet ved profetierne og udlagt forskellige læresætninger, men det, som er af største vigtighed for menigheden for at vokse i åndelig styrke og kraft, nemlig prædiken som medfører overbevisning og sjælens omvendelse, er i høj grad ladt ude af syne. Dette emne er blevet sat til side, som betragtningen deraf hørte til fremtiden. Andre velsignelser og privilegier er blevet fremstillet for folket indtil et ønske er opvagt i menigheden efter at få sådanne af Gud lovede velsignelser: men det indtryk, man har fået af Helligåndens gave, er, at den tikke tilhører menigheden nu, men at det engang i fremtiden vil være nødvendigt for menigheden at få den.