Daniel elskede, frygtede og adlød Gud. Alligevel flygtede han ikke bort fra verden, for at undgå dens fordærvende indflydelse. Under Guds forsyn, skulle han være i verden, dog ikke af verden. Med alle hoflivets fristelser og facinationer omkring sig, stod han i sin sjælsrenhed, klippefast på princippet. Han gjorde Gud til sin styrke, og blev ikke svigtet af ham når han mest behøvede det.