På trods af den manglende trofasthed fra dem på sanatoriet, som ikke har Guds nåde udviklet i deres liv, kommer mange af dem, der kommer for at blive behandlet for sygdom, til at kende sandheden, og derved helbredes de ikke kun i legemet, men sindets formørkede kamre oplyses med lyset fra den dyrebare Frelsers kærlighed. Men hvor meget mere godt kunne der ikke udrettes, hvis alle i forbindelse med den institution først for forbundet med Guds visdom, og således var blevet til lyskanaler for andre. Verdens levevaner og skikke, stolthed over udseende, selviskhed og selvophøjelse, trænger ind, og disse synder fra hans bekendende efterfølgere er så forhånende for Gud, at han ikke kan arbejde for dem eller gennem dem.