Mange, som i selvtilfredshed lytter til sandheden fra Guds ord, er åndeligt døde, mens de foregiver at være levende. I årevis er de gået ud og ind af vore forsamlinger, men de synes mindre og mindre følsomme overfor værdien af den åbenbarede sandhed. De hungrer og tørster ikke efter retfærdighed. De har ingen smag for åndelige eller guddommelige ting. De samtykker med sandheden, men de er ikke helliggjort gennem den. Hverken Guds Ord eller Hans Ånds vidnesbyrd gør noget varigt indtryk på dem. I overensstemmelse med lyset, privilegierne og mulighederne, som de har tilsidesat, vil deres fordømmelse blive. Mange, som forkynder sandheden for andre, dvæler selv ved uretfærdighed. Guds Ånds bønfaldelser, som en guddommelig melodi, hans ords løfter så rige og overvældende, dets trusler mod afguderi og ulydighed - alle er de magtesløse i at blødgøre det hjerte, som er hærdet af verden.