Jeg fik vist at lægerne på vore institutioner bør være troens og åndelighedens mænd og kvinder. De bør gøre Gud til deres tillid. Der er mange som kommer på instutionen, som i deres egne syndige svagheder, har pådraget sig selv sygdomme af næsten alle slags. Denne klasse fortjener ikke forståelse som de ofte forlanger. Og det er klart for lægerne at bruge tid og styrke på denne klasse, som er fysisk, mentalt og [37] moralsk fornedrede. Men der er en klasse som, i deres uvidenhed har levet i overtrædelse af naturens lov. De har arbejdet umådeholdent, og har spist umådeholdent, for det var skik at gøre sådan. Hos mange læger lider nogle af mange ting; og har ikke fået det bedre, men afgjort værre. Til sidst rives de ud af arbejdsmarkedet, fra samfundet, og deres familier, og deres sidste tilflugtssted er at komme til Sundhedsinstutionen, med et lille håb, om at de kan få lindring. Denne klasse behøver forståelse. De bør behandles med største omhu, og man må gøre kroppens naturlove klart meget for dem, så de kan styre sig selv, og undgå at overtræde dem, og derved undgå lidelse og sygdom, som er straffen for at overtræde naturlovene.