Da den stakkels lidende lame mand blev bragt til Frelseren, synes sagens vigtighed det ikke kunne gå hurtig nok, for kroppen var allerede under opløsning. De som bar ham på sin seng, da de så at de ikke kunne komme direkte ind til Jesus, rev straks et hul i taget, og lod sengen gå ned, hvorpå den lammesyge lå. Vor frelser så og forstod hans tilstand helt. Han vidste også at dette stakkels menneske havde en sjælssygdom der var langt værre end kropsliglidelse. Han kendte til den største byrde, som han havde båret i månedsvis på grund af synder. Folkemængden ventede i åndeløs tavshed, for at se om Kristus kunne behandle dette så tilsyneladende håbløse tilfælde. De var alle forbavset over at høre de ord der faldt fra hans læber: ”Søn vær ved godt mod; dine forlades dig.” Dette var de mest dyrebare ord, som kunne falde over den sygdomlidendes ører, for syndens byrde havde lagt sig så tungt på ham, at han ikke kunne finde den mindste hvile. Kristus opløftede den så tunge byrde på ham: ”Vær ved godt mod,” jeg, din Frelser, kom for at tilgive synder. Den lidendes blege ansigt skiftede så hurtigt! Håbet gik i stedet for mørk fortvivlelse, og fred og glæde gik i stedet for plagende tvivl og et upåvirkeligt tungsind. Sindet blev genoprettet til fred og lykke, den lidende krop kunne nu nås. Dernæst kommer det fra de guddommelige læber: ”Dine synder forlades dig, stå op og gå.” De liv- og blodløse arme blev opildnet, for at adlyde viljen, den sunde blodstrøm flød gennem venerne, hans køds blygrå farve forsvandt, og den sunde rødmossede glød gik i stedet. Benene der i mange år ikke ville adlyde hans vilje, blev nu opildnet til liv, og den helbredte lamme greb sin seng, og gik gennem mængden til sit hjem og ærede Gud.