Nutiden er en særlig farlig tid. I 1890 og 1891 fik jeg et syn om de farer som ville true værket. . . . . Der kom forslag om forfatterene skulle introduceres klogt, se på grundlaget for et forbund som gør Battle Creek, værkets store hoved, til et Rom, og gør forlagsarbejdet i stand til at opsluge alt i udgivelserne omkring os. Dette er ikke Guds visdom, men menneskers visdom. De ting som er kommet frem igen og igen i forskellige aspekter, men denne konsolideringsmåde, ville, hvis den bruges, resultere i værkets ødelæggelse. Gud vil at Hans arbejde bevæger sig fast og solidt, men ingen gren skal kollidere eller opsluge andre grene i det store værk. Fra tid til anden har Gud i årevis fundet det rigtigt at give mig et særligt lys på disse punkter. Jeg fik vist at små tidsskrifter, såvel som de store, skal udkomme fra forlagshusene og spredes som efterårsblade, for at kunne besvare sagens behov for vækst og udbredelse. . . . .