Gud tvang ikke Farao til at gå tabt. Enhver som går tabt ødelægger sig selv. Når en mand vender sig fra det lys Gud har givet, og nægter at vandre i det, bliver det lys til mørke for ham. Når lyset kommer frem for ham igen, er det så tåget at han knapt nok kan se det. Da irettesættelsesordene kom fra Gud til ham der fejler, er der et oprør i hjerte, en opildnende samvittighed. Den lyttendes hjerter er overbevist og Satan skælver for hans magt. Enkeltpersoner forlader Guds hus opsat på at modstå stolthed, ydmyge lysterne og overvinde havesyge. Men de ydmyger ikke deres sjæle for Gud og angrer, og retter op på fortidens fejl. De gør ikke en beslutsom forandring og beder Gud efter hjælp, stoler på Hans styrke, og indtrykket forsvinder snart. De føler for en tid en fornemmelse af deres tilstand, men indrømmer ikke syndens afskyelige karakter. De bliver ligegyldige og karakterens gamle brister viser sig, hvadenten det er stolthed og forfængelighed, verdslighed og selviskhed, eller smålig uærlighed, uærlig handel, sensualitet eller lyst for vinding. De går lige så ivrigt frem som om de ikke havde tid til et lille samvittighedsløft. Efter dette tilbagefald kan de lytte til fordømmelse imod synd og ugudeliges gerninger, Guds Ånd kan hvile over taleren med usædvanlig velvillighed, og Guds kraft kan være i ordet, men de har ikke bevæget sig så meget, de er blevet forhærdet af overdøvelsen i deres samvittighed.