Standing in conscious innocence before Ahab, Elijah makes no attempt to excuse himself or to flatter the king. Nor does he seek to evade the king's wrath by the good news that the drought is almost over. He has no apology to offer. Indignant, and jealous for the honor of God, he casts back the imputation of Ahab, fearlessly declaring to the king that it is

Elias er klar over sin uskyld, da han foran Akab, og han forsøger hverken at undskylde sig selv eller at smigre kongen. Han prøver heller ikke på at undgå kongens vrede ved at fortælle den gode nyhed, at tørken snart er forbi. Han har intet at undskylde. Han er fuld af nidkærhed for Guds ære og tilbageviser i harme Akabs beskyldning. Han siger frygtløst til kongen, at det er hans synder og hans fædres synder, der har nedkaldt denne frygtelige ulykke over Israel, "Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel," siger Elias modigt, "men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Baalerne."