God's favor toward Israel had always been conditional on their obedience. At the foot of Sinai they had entered into covenant relationship with Him as His "peculiar treasure. . . above all people." Solemnly they had promised to follow in the path of obedience. "All that the Lord hath spoken we will do," they had said. Exodus 19:5, 8. And when, a few days afterward, God's law was spoken from Sinai, and additional instruction in the form of statutes and judgments was communicated through Moses, the Israelites with one voice had again promised, "All the words which the Lord hath said will we do." At the ratification of the covenant, the people had once more united in declaring, "All that the Lord hath said will we do, and be obedient," Exodus 24:3, 7. God had chosen Israel as His people, and they had chosen Him as their King.


Profeter og konger kapitel 24. 142.     Fra side 293 i den engelske udgave.tilbage

Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab

Lydighed havde altid været forudsætningen for, at Gud kunne velsigne Israel. Ved foden af Sinaj bjerg havde de sluttet pagt med ham som "hans ejendom blandt alle folkene". De havde højtideligt lovet, at de ville vandre på lydighedens vej. "Alt, hvad Herren har sagt, ville gøre!" sagde de. 2Mos 19,5.8. Da Guds lov nogle få dage senere blev forkyndt fra Sinaj, lovede israelitterne atter med én røst: "Alle de ord, Herren har talt, vil vi overholde." Dette løfte indbefattede også den supplerende undervisning, som de modtog i form af anordninger og lovbud ved Moses. Da pagten blev bekræftet, sagde hele folket endnu engang: "Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham!" 2Mos. 24,3. 7. Gud havde valgt Israel som sit folk, og de havde valgt ham som deres konge.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.