So gradual was Solomon's apostasy that before he was aware of it; he had wandered far from God. Almost imperceptibly he began to trust less and less in divine guidance and blessing, and to put confidence in his own strength. Little by little he withheld from God that unswerving obedience which was to make Israel a peculiar people, and he conformed more and more closely to the customs of the surrounding nations. Yielding to the temptations incident to his success and his honored position, he forgot the Source of his prosperity. An ambition to excel all other nations in power and grandeur led him to pervert for selfish purposes the heavenly gifts hitherto employed for the glory of God. The money which should have been held in sacred trust for the benefit of the worthy poor and for the extension of principles of holy living throughout the world, was selfishly absorbed in ambitious projects.

Salomons fald skete så gradvis, at han var langt borte fra Gud, før han selv var sig det bevidst. Næsten umærkeligt begyndte han at stole mindre og mindre på Guds ledelse og velsignelse og mere og mere på sin egen styrke. Lidt efter lidt ophørte han med at vise Gud den ubetingede lydighed, som skulle gøre Israel til et særskilt folk. Samtidig indrettede han sit liv mere og mere efter nabofolkenes sikke. Han gav efter for de fristelser, som fulgte med hans fremgang og hans ærefulde stilling, og glemte ham, som han skyldte sin velstand. Han satte sig det ærgerrige mål at overgå alle andre folk i magt og storhed og brugte Himmelens gaver, som hidtil var blevet benyttet til Guds forherligelse, til at forfølge sine egne egoistiske mål. De penge, der skulle betragtes som betroet ejendom og benyttes til at hjælpe værdigt trængende samt til at oplyse hele verden om de principper, som danner grundlaget for et helligt levned, blev egenkærligt benyttet til at iværksætte hans ærgerrige planer.