Men Israel forskød "Gud, sin skaber, lod hånt om sin frelses klippe. De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofrede til dæmoner, der ej er guder, til guder, dej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders fædre frygtede. Klippen, der avlede dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! Da Herren så det, forstødte han dem af græmmelse over sine børn og sagde: "Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer." "Jeg hober ulykker over dem og opbruger mine pile imod dem. De udmagres af sult og hentæres af pestglød og giftig sot." "Thi de er et rådvildt folk, og i dem er der ikke forstand. Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! Hvor skulle én kunne forfølge tusind, og to slå ti tusind på flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til pris! Thi deres klippe er ikke som vor, det ved vore fjender bedst selv!" "Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine gemmer til hævnens og regnskabets dag, den stund, deres fod skal vakle? Thi deres undergangs dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i hast." 5Mos 32,15-21. 23-24. 28-31. 34-35.