The thought of establishing the empire and a dynasty that should endure forever, appealed very strongly to the mighty ruler before whose arms the nations of earth had been unable to stand. With an enthusiasm born of boundless ambition and selfish pride, he entered into counsel with his wise men as to how to bring this about. Forgetting the remarkable providences connected with the dream of the great image; forgetting also that the God of Israel through His servant Daniel had made plain the significance of the image, and that in connection with this interpretation the 505 great men of the realm had been saved an ignominious death; forgetting all except their desire to establish their own power and supremacy, the king and his counselors of state determined that by every means possible they would endeavor to exalt Babylon as supreme, and worthy of universal allegiance.

Tanken om at grundfæste riget og grundlægge et dynasti, som skulle fortsætte for evigt, appellerede stærkt til den store kone, hvis våben havde besejret jordens nationer. Med en overvældende begejstring, som fik næring i hans bundløse ærgerrighed og selviske stolthed, drøftede han forslagets gennemførelse med sine vise mænd. Kongen og hans embedsmænd glemte, hvorledes forsynet havde ledet begivenhederne i forbindelse med drømmen om den store billedstøtte. De glemte også, at Israels Gud havde forklaret betydningen af billedstøtten ved sin tjener Daniel, og at rigets stormænd var blevet skånet for en vanærende død, da drømmen blev tydet. De glemte alt dette og tænkte kun på at befæste deres egen magt og overhøjhed. De besluttede, at de ville benytte ethvert tænkeligt middel til at skaffe Babylon førerstillingen i verden, så alle folk så op til dette rige.