Nebuchadnezzar's noble conception of God's purpose concerning the nations was lost sight of later in his experience; yet when his proud spirit was humbled before the multitude on the plain of Dura, he once more had acknowledged that God's kingdom is "an everlasting kingdom, and His dominion is from generation to generation." An idolater 515 by birth and training, and at the head of an idolatrous people, he had nevertheless an innate sense of justice and right, and God was able to use him as an instrument for the punishment of the rebellious and for the fulfillment of the divine purpose. "The terrible of the nations" (Ezekiel 28:7), it was given Nebuchadnezzar, after years of patient and wearing labor, to conquer Tyre; Egypt also fell a prey to his victorious armies; and as he added nation after nation to the Babylonian realm, he added more and more to his fame as the greatest ruler of the age.

Som tiden gik, glemte Nebukadnezar sin ædle opfattelse af Guds hensigt med nationerne. Da hans stolte natur blev ydmyget i den vældige skares påsyn på Durasletten, indrømmede han endnu engang, at Guds rige er "et evigt rige", og at hans herredømme varer "fra slægt til slægt". Skønt han var født og opdraget som afgudsdyrker og var konge over et hedensk folk, havde han en udpræget sans for retfærdighed, og Gud benyttede ham til at straffe oprørerne og fuldbyrde sin vilje. Kaldæerne blev betegnet som "de grummeste folk" (Ez. 28,7). Efter mange års tålmodige og ihærdige bestræbelser lykkedes det Nebukadnezar at erobre Tyrus. Ægypten blev også bytte for hans sejrrige hære, og efterhånden som han føjede rige efter rige til Babylon, slog han i stadig højere grad sit ry fast som tidens største konge.