The prophet first reminded Belshazzar of matters with which he was familiar, but which had not taught him the lesson of humility that might have saved him. He spoke of Nebuchadnezzar's sin and fall, and of the Lord's dealings with him--the dominion and glory bestowed upon him, the divine judgment for his pride, and his subsequent acknowledgment of the power and mercy of the God of Israel; and then in bold and emphatic words he rebuked Belshazzar for his great wickedness. He held the king's sin up before him, showing him the lessons he might have learned but did not. Belshazzar had not read aright the experience of his grandfather, nor heeded the warning of events so significant to himself. The opportunity of knowing and obeying the true God had been given him, but had not been taken to heart, and he was about to reap the consequence of his rebellion.

Profeten mindede først Belsazzar om forhold, som kongen var fortrolig med. Hvis han havde taget ved lære heraf og ydmyget sig, kunne det være blevet hans redning; men det gjorde han ikke. Profeten omtalte Nebukadnezars synd og fald: den herskermagt og herlighed, som blev givet ham, Guds straf på grund af hans stolthed og hans indrømmelse af Israels Guds magt og nåde. Da han havde gjort det, irettesatte han i dristige og kraftige vendinger Belsazzar for hans store ondskab. Han mindede kongen om hans synd og pegede på, at han kunne have taget ved lære af det, der var sket, men ikke havde gjort det. Belsazzar havde ikke fortolket sin bedstefaders skæbne rigtigt. Han havde heller ikke rettet sig efter den advarsel, som han havde fået om kommende begivenheder, der havde den største betydning for ham selv. Han kunne have lært den sande Gud at kende og vist ham lydighed, men han havde ikke benyttet de anledninger, som han havde fået, og nu ville han snart komme til at mærke følgerne af sit oprør.