At length the sorrow that burdened the patriot's heart could no longer be concealed. Sleepless nights and care-filled days left their trace upon his countenance. The king, jealous for his own safety, was accustomed to read countenances and to penetrate disguises, and he saw that some secret trouble was preying upon his cupbearer. "Why is thy countenance sad," he inquired, "seeing thou art not sick? this is nothing else but sorrow of heart."

Til sidst kunne den fædrelandskærlige israelit ikke længer skjule sin sorg. Han kunne ikke sove om natten, og om dagen tyngede sorgen ham. De søvnløse nætter og problemfyldte dage prægede hans ansigt. Kongen, der altid tænkte på sin sikkerhed, var menneskekender. Han kunne se, om folks optræden var ægte eller påtaget, og han lagde mærke til, at der var noget, der pinte hans mundskænk. "Hvorfor ser du så modfalden ud?" spurgte han. "Du er jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en hjertesorg!"