These portrayals of the bitter suffering and cruel death of the Promised One, sad though they were, were rich in promise; for of Him whom "it pleased the Lord to bruise" and to put to grief, in order that He might become "an offering for sin," Jehovah declared: "He shall see His seed, He shall prolong His days, And the pleasure of the Lord shall prosper in His hand. He shall see of the travail of His soul, and shall be satisfied: "By His knowledge shall My righteous Servant justify many; For He shall bear their iniquities. Therefore will I divide Him a portion with the great, And He shall divide the spoil with the strong; Because He hath poured out His soul unto death: And He was numbered with the transgressors; And He bare the sin of many, And made intercession for the transgressors." Isaiah 53:10-12.

"Hvem troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens arm? Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af udtørret jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes" som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund. Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes før mit folks overtrædelse. Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund." Es. 53,1-9.