This same blessed hope was foreshadowed in the benediction pronounced by the dying patriarch Jacob upon his son Judah: "Judah, thou art he whom thy brethren shall praise: Thy hand shall be in the neck of thine enemies; Thy father's children shall bow down before thee. . . . The scepter shall not depart from Judah, Nor a lawgiver from between his feet, Until Shiloh come; And unto Him shall the gathering of the people be." Genesis 49:8-10. 684

Israels håb kom til udtryk i det løfte, som blev givet ved Abrahams kaldelse, og som blev gentaget atter og atter af hans efterkommere: "I dig skal alle jordens slægter velsignes." 1Mos. 12,3. Da Abraham blev gjort bekendt med, at det var Guds vilje at forløse menneskeslægten, skinnede Retfærdighedens Sol i hans hjerte, og mørket spredtes. Da Frelseren til sidst selv vandrede blandt menneskenes børn og talte med dem, mindede han jøderne om, at patriarken nærede det lyse håb, at der ville komme en forløser og befri menneskene. Kristus sagde: "Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig." Joh. 8,56.