With the rending of the kingdom early in Rehoboam's reign the glory of Israel began to depart, never again to be regained in its fullness. At times during the centuries that followed, the throne of David was occupied by men of moral worth and far-seeing judgment, and under the rulership of these sovereigns the blessings resting upon the men of Judah were extended to the surrounding nations. At times the name of Jehovah was exalted above every false god, and His law was held in reverence. From time to time mighty prophets arose to strengthen the hands of the rulers and to encourage the people to continued faithfulness. But the seeds of evil already springing up when Rehoboam ascended the throne were never to be wholly uprooted; and at times the once-favored people of God were to fall so low as to become a byword among the heathen.

Da riget blev delt ved Rehabeams tronbestigelse, begyndte Israels herlighed at aftage, og nationen fik den aldrig tilbage i hele dens fylde. I de følgende århundreder indtrådte der perioder, hvor der sad mænd med en høj moral og en klar dømmekraft på Davids trone, og så længe disse konger regerede, fik nabofolkene andel i judæernes velsignelser. Der var også tidsafsnit, hvor Guds navn blev ophøjet over alle falske guder, og hvor hans lov blev holdt i ære. Fra tid til anden fremstod der indflydelsesrige profeter for at støtte kongerne og tilskynde folket til fortsat at være trofaste. Men den onde sæd, som allerede spirede, da Rehabeam kom på tronen, ville aldrig blive fuldstændig udryddet, og i perioder faldt det folk, som engang stod i så høj gunst hos Gud, så dybt, at de blev til spot og spe blandt hedningerne.