The King of the universe summoned the heavenly hosts before Him, that in their presence He might set forth the true position of His Son and show the relation He sustained to all created beings. The Son of God shared the Father's throne, and the glory of the eternal, self-existent One encircled both. About the throne gathered the holy angels, a vast, unnumbered throng--"ten thousand times ten thousand, and thousands of thousands" (Revelation 5:11.), the most exalted angels, as ministers and subjects, rejoicing in the light that fell upon them from the presence of the Deity. Before the assembled inhabitants of heaven the King declared that none but Christ, the Only Begotten of God, could fully enter into His purposes, and to Him it was committed to execute the mighty counsels of His will. The Son of God had wrought the Father's will in the creation of all the hosts of heaven; and to Him, as well as to God, their homage and allegiance were due. Christ was still to exercise divine power, in the creation of the earth and its inhabitants. But in all this He would not seek power or exaltation for Himself contrary to God's plan, but would exalt the Father's glory and execute His purposes of beneficence and love.

Englene anerkendte med glæde Kristi overhøjhed og kastede sig ned for ham, idet de udøste deres kærlighed og beundring. Lucifer bøjede sig sammen med dem, men i hans hjerte foregik der en mærkelig voldsom kamp. Sandhed, retfærdighed og troskab kæmpede imod misundelse og skinsyge. De hellige engles indflydelse så en tid ud til at kunne drage ham med sig. Idet lovprisning med stigende styrke hævede sig i melodiske toner fra tusinder af glade stemmer, så det onde ud til at være besejret. Hele Lucifers væsen syntes betaget af usigelig kærlighed. Han udøste sin sjæl sammen med de syndfri tilbedende engle i kærlighed til Faderen og Sønnen. Men atter fyldtes han af stolthed over sin egen skønhed. Hans begær efter overherredømmet vendte tilbage, og han gav endnu en gang efter for misundelse over for Kristus. Lucifer betragtede ikke de æresbevisninger, der var tildelt ham, som Guds særskilte gaver, og derfor nærede han ingen taknemmelighed over for sin skaber. Han var stolt af sin skønhed og sin ophøjede stilling og stræbte efter at blive Gud lig. Han var elsket og æret af de himmelske hærskarer, englene glædede sig ved at udføre hans befalinger, og han stod i visdom og herlighed over dem alle. Men Guds Søn stod dog over ham, idet han var ét med Faderen i kraft og myndighed. Han tog del i Faderens rådslutninger, mens Lucifer ikke på samme måde blev sat ind i Guds planer. "Hvorfor," spurgte denne mægtige engel, "skal Kristus have overhøjheden? Hvorfor er han æret frem for Lucifer?"