The spirit of dissatisfaction thus kindled was doing its baleful work. While there was no open outbreak, division of feeling imperceptibly grew up among the angels. There were some who looked with favor upon Lucifer's insinuations against the government of God. Although they had heretofore been in perfect harmony with the order which God had established, they were now discontented and unhappy because they could not penetrate His unsearchable counsels; they were dissatisfied with His purpose in exalting Christ. These stood ready to second Lucifer's demand for equal authority with the Son of God. But angels who were loyal and true maintained the wisdom and justice of he divine decree and endeavored to reconcile this disaffected being to the will of God. Christ was the Son of God; He had been one with Him before the angels were called into existence. He had ever stood at the right hand of the Father; His supremacy, so full of blessing to all who came under its benignant control, had not heretofore 39 been questioned. The harmony of heaven had never been interrupted; wherefore should there now be discord? The loyal angels could see only terrible consequences from this dissension, and with earnest entreaty they counseled the disaffected ones to renounce their purpose and prove themselves loyal to God by fidelity to His government.

I sin store nåde og i overensstemmelse med sin guddommelige karakter havde Gud længe tålmodighed med Lucifer. Denne utilfredshedens og misfornøjelsens ånd havde aldrig før været kendt i Himmelen. Det var noget nyt, mærkeligt og uforklarligt. I begyndelsen havde Lucifer ikke engang selv været klar over sine følelsers rette natur. En tid havde han været bange for at udtrykke de tanker og ideer, som arbejdede i hans sind; men han jog dem ikke bort. Han indså ikke, hvor han var ved at glide hen. Men der blev gjort anstrengelser, som kun den uendelige kærlighed og visdom kunne udtænke, for at overbevise ham om hans fejltagelse. Det blev bevist, at hans misfornøjelse var ubegrundet, og det blev gjort ham klart, hvad resultatet af et oprør ville blive. Lucifer blev overbevist om at han havde uret. Han indså, at "retfærdig er Herren på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger", Sl. 145, 1, at de guddommelige love er retfærdige, og at han burde anerkende dem som sådan over for hele Himmelen. Havde han gjort det, kunne han have reddet sig selv og mange engle. På den tid havde han ikke helt opgivet sin troskab mod Gud. Skønt han havde forladt sin stilling som skærmende kerub, kunne han være blevet genindsat i sit embede, hvis han havde været villig til at vende tilbage til Gud og i anerkendelse af Guds visdom været tilfreds med at indtage den plads, der var tildelt ham i Guds store plan. Nu var tiden kommet til den endelige afgørelse. Han måtte enten bøje sig fuldt ud for guddommens overhøjhed eller gøre åbent oprør. Han var lige ved at bestemme sig for at vende tilbage, men stoltheden forbød ham det. Det var for stort et offer for en, der havde været så højt æret, at erkende, at han havde taget fejl, at han havde næret forkerte tanker, og at bøje sig for den myndighed, som han havde arbejdet på at bevise var uretfærdighed.