The place where they first tarried was Shechem. Under the shade of the oaks of Moreh, in a wide, grassy valley, with its olive groves and gushing springs, between Mount Ebal on the 128 one side and Mount Gerizim on the other, Abraham made his encampment. It was a fair and goodly country that the patriarch had entered--"a land of brooks of water, of fountains and depths that spring out of valleys and hills; a land of wheat, and barley, and vines, and fig trees, and pomegranates; a land of oil olive, and honey." Deuteronomy 8:7, 8. But to the worshiper of Jehovah, a heavy shadow rested upon wooded hill and fruitful plain. "The Canaanite was then in the land." Abraham had reached the goal of his hopes to find a country occupied by an alien race and overspread with idolatry. In the groves were set up the altars of false gods, and human sacrifices were offered upon the neighboring heights. While he clung to the divine promise, it was not without distressful forebodings that he pitched his tent. Then "the Lord appeared unto Abram, and said, Unto thy seed will I give this land." His faith was strengthened by this assurance that the divine presence was with him, that he was not left to the mercy of the wicked. "And there builded he an altar unto the Lord, who appeared unto him." Still a wayfarer, he soon removed to a spot near Bethel, and again erected an altar, and called upon the name of the Lord.

Kaldet fra Himmelen kom første gang til Abraham, da han boede i Ur i Kaldæa, og i lydighed imod det flyttede han til Karan. Dertil ledsagede hans faders familie ham, for de forenede deres afgudsdyrkelse med tilbedelsen af den sande Gud. Der blev Abraham indtil Taras død. Men fra hans faders grav bød Guds stemme ham drage videre. Hans broder Nakor og dennes familie hang ved deres hjem og deres afguder. Foruden Sara, Abrahams hustru, valgte kun Lot, den for længst afdøde Harans søn, at dele patriarkens pilgrimsliv. Og alligevel var det et stort rejseselskab, der brød op fra Mesopotamien. Abraham ejede allerede store hjorde, Østens rigdom, og han havde talrige tjenestefolk og andre hjælpere. Han rejste fra sine fædres land for aldrig mere at vende tilbage, og han tog alt, hvad han ejede, med sig, "al den ejendom, de havde samlet sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan". 1. Mos. 12, 5. Blandt disse mennesker var der mange, der blev tilskyndet af højere motiver end hensynet til deres arbejde og deres egne interesser. Under opholdet i Karan opmuntrede Abraham og Sara andre til at tilbede og tjene den sande Gud. Disse sluttede sig nu til patriarkens husstand og ledsagede ham til det forjættede land. "Og de gav sig på vej til Kanaans land og nåede derhen." 1. Mos. 12, 5. Det første sted, hvor de standsede, var Sikem. Abraham slog lejr ved Sandsigerens træ i en stor græsklædt dal med olivenlunde og levende vandkilder mellem bjergtoppene Ebal og Garizim. Det var et smukt og godt land, patriarken var kommet til "et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning." 5. Mos. 8, 7-8. Men for den, der tilbad Gud, hvilede der en mørk skygge over de skovbevoksede høje og de frugtbare sletter. "Kanaanæerne boede i landet." Abraham havde nået sit mål og opdagede, at landet var beboet af et fremmed folk og fyldt med afgudsdyrkelse. I lundene var der rejst altre for falske guder, og der ofredes mennesker på de omkringliggende høje. Skønt han klyngede sig til Guds løfte, var det ikke uden bange anelser, at han opslog sit telt. "Men Herren åbenbarede sig som Abram og sagde til ham: "Dit afkom giver jeg dette land!" Hans tro styrkedes ved denne forsikring om, at Guds åsyn var med ham, og at han ikke var overladt til de ugudeliges nåde. "Da byggede han dér et alter for Herren, som havde åbenbaret sig for ham." Men han var stadig en pilgrim og rejste snart til et sted i nærheden af Betel, hvor han også byggede et alter og påkaldte Herrens navn.