Yet Jacob's history is an assurance that God will not cast off those who have been betrayed into sin, but who have returned 203 unto Him with true repentance. It was by self-surrender and confiding faith that Jacob gained what he had failed to gain by conflict in his own strength. God thus taught His servant that divine power and grace alone could give him the blessing he craved. Thus it will be with those who live in the last days. As dangers surround them, and despair seizes upon the soul, they must depend solely upon the merits of the atonement. We can do nothing of ourselves. In all our helpless unworthiness we must trust in the merits of the crucified and risen Saviour. None will ever perish while they do this. The long, black catalogue of our delinquencies is before the eye of the Infinite. The register is complete; none of our offenses are forgotten. But He who listened to the cries of His servants of old, will hear the prayer of faith and pardon our transgressions. He has promised, and He will fulfill His word.

Men Jakobs erfaring er samtidig en forsikring om, at Gud ikke vil forkaste dem, der er blevet forført til synd, men har omvendt sig til ham i sand anger. Det var ved overgivelse og fortrøstningsfuld tro, at Jakob opnåede det, han ikke kunne vinde ved at kæmpe i sin egen kraft. Således lærte Gud sin tjener, at Guds kraft og nåde alene kunne give ham den velsignelse, han længtes efter. Sådan vil det også blive med dem, der lever i de sidste dage. Når de er omgivet af farer, og fortvivlelse griber deres sjæl, må de fuldstændig stole på forsoningens fortjenester. Vi kan intet gøre af os selv. I al vor hjælpeløse uværdighed må vi stole på den korsfæstede og opstandne frelsers fortjenester. Ingen, der gør det, vil nogensinde omkomme. Den lange sorte række af forseelser er åbenbare for den Eviges øje. Alt er skrevet op; intet er glemt. Men han, som lyttede til sin tjeners råb i gamle dage, vil høre troens bøn og tilgive os vore overtrædelser. Det har han lovet, og han vil opfylde sit ord.