Fear at last wrung from Pharaoh a further concession. At the end of the third day of darkness he summoned Moses, and consented to the departure of the people, provided the flocks and herds were permitted to remain. "There shall not an hoof be left behind," replied the resolute Hebrew. "We know not with what we must serve the Lord, until we come thither." The king's anger burst forth beyond control. "Get thee from me," he cried, "take heed to thyself, see my face no more; for in that day thou seest my face thou shalt die."

Til sidst aftvang frygten Farao endnu en indrømmelse. Ved slutningen af den tredje dags mørke tilkaldte han Moses og gik ind på folkets afrejse, når blot deres småkvæg og hornkvæg blev tilbage. "Ikke en klov må blive tilbage," svarede den beslutsomme hebræer "Også vore hjorde må vi have med, thi dem har vi brug for, når vi skal dyrke Herren vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til stedet." Så blev kongen ude af sig selv af raseri. "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for øje mere; thi den dag, du kommer mig for øje, er du dødsens!"