The Israelites obeyed the directions that God had given. Swiftly and secretly they made their preparations for departure. Their families were gathered, the paschal lamb slain, the flesh roasted with fire, the unleavened bread and bitter herbs prepared. The father and priest of the household sprinkled the blood upon the doorpost, and joined his family within the dwelling. In haste and silence the paschal lamb was eaten. In awe the people prayed and watched, the heart of the eldest born, from the strong man down to the little child, throbbing with indefinable dread. Fathers and mothers clasped in their arms their loved first-born as they thought of the fearful stroke that was to fall that night. But no dwelling of Israel was visited by the death-dealing angel. The sign of blood--the sign of a Saviour's protection--was on their doors, and the destroyer entered not.

Israelitterne adlød den vejledning, Gud havde givet. I al hemmelighed skyndte de sig at træffe forberedelser til afrejsen. Deres familier blev samlet, påskelammet slagtet, kødet stegt over ild og det usyrede brød og de bitre urter tilberedt. Faderen, familiens præst, strøg blodet på dørstolperne og sluttede sig derefter til familien inde i huset. I tavshed skyndte de sig at spise påskelammet. Folket vågede og bad i ærefrygt, mens den førstefødtes hjerte bankede i ubeskrivelig frygt, hvad enten han var en voksen mand eller et lille barn. Fædre og mødre knugede deres elskede førstefødte i deres arme ved tanken om det frygtelige slag, der skulle falde den nat. Men intet israelitisk hjem blev hjemsøgt af dødsengelen. Blodets tegn - tegnet på en frelsers beskyttelse - var på deres døre, og ødelæggeren gik ikke ind.