Like the voice of the great deep, rose from the vast hosts of Israel that sublime ascription. It was taken up by the women of Israel, Miriam, the sister of Moses, leading the way, as they went 289 forth with timbrel and dance. Far over desert and sea rang the joyous refrain, and the mountains re-echoed the words of their praise--"Sing ye to Jehovah, for He hath triumphed gloriously."

"Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet,
hest og rytter styrted han i havet!
Herren er min styrke og min lovsang,
og han blev mig til frelse.
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,
min faders Gud, og jeg vil ophøje ham.
Herren er en krigshelt,
Herren er hans navn!
Faraos vogne og krigsmagt styrted han i havet,
hans ypperste vognkæmpere druknede i Det røde Hav,
strømmene dækkede dem,
de sank som sten i dybet.
Din højre, Herre, er herlig i kraft,
din højre, Herre, knuser fjenden...
Hvo er som du blandt guder, Herre,
hvo er som du, herlig i hellighed,
frygtelig i stordåd, underfuld i dine gerninger!
Du ledede i din miskundhed det folk, du genløste,
du førte det i din vælde til din hellige bolig.
Folkene hørte det og bæved...
Skræk og angst faldt over dem,
ved din arms vælde blev de målløse som sten,
til dit folk var nået frem, o Herre,
til folket, du vandt dig, var nået frem.
Du førte dem frem og plantede dem i din arvelods bjerge,
på det sted, du beredte dig til bolig, Herre." 2. Mos. 15, 1-17.