In deep sadness the people had buried their dead. Three thousand had fallen by the sword; a plague had soon after broken out in the encampment; and now the message came to them that the divine Presence would no longer accompany them in their journeyings. Jehovah had declared, "I will not go up in the midst of thee; for thou art a stiffnecked people: lest I consume thee in the way." And the command was given, "Put off thy ornaments from thee, that I may know what to do unto thee." Now there was mourning throughout the encampment. In penitence and humiliation "the children of Israel stripped themselves of their ornaments by the mount Horeb."

I dyb sorg havde folket begravet deres døde. 3000 var faldet for sværdet. Kort efter var der udbrudt pest i lejren, og nu modtog de budskabet om, at Gud ikke længere ville ledsage dem på deres rejser. Gud havde sagt: "Selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs!" Og der blev givet denne befaling: "Tag nu dine smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" Nu var der sorg i hele lejren. Bodfærdige og ydmyge "aflagde israelitterne deres smykker fra Horebs bjerg af".