Moses now arose and entered the tabernacle. The Lord declared to him, "I will smite them with the pestilence, and disinherit them, and will make of thee a greater nation." But again Moses pleaded for his people. He could not consent to have them destroyed, and he himself made a mightier nation. Appealing to the mercy of God, he said: "I beseech Thee, let the power of my Lord be great according as Thou hast spoken, saying, The Lord is long-suffering, and of great mercy. . . . Pardon, I beseech Thee, the iniquity of this people according to the greatness of Thy 391 mercy, and as Thou hast forgiven this people, from Egypt even until now."

Nu stod Moses op og gik ind i tabernaklet. Herren sagde til ham: "Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk, større og stærkere end det!" Men Moses bad endnu en gang for sit folk. Han kunne ikke gå med til, at de blev udryddet, og at han selv blev til et stort folk. Han appellerede til Guds barmhjertighed og sagde: "Derfor, Herre, lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som du forjættede, da du sagde: Herren er langmodig og rig på miskundhed. Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store miskundhed, således som du har tilgivet dette folk hele vejen fra Ægypten og hertil"!