The Canaanites had heard of the mysterious power that seemed to be guarding this people and of the wonders wrought in their behalf, and they now summoned a strong force to repel the invaders. The attacking army had no leader. No prayer was offered that God would give them the victory. They set forth with the desperate purpose to reverse their fate or to die in battle. Though untrained in war, they were a vast multitude of armed men, and they hoped by a sudden and fierce assault to bear down all opposition. They presumptuously challenged the foe that had not dared to attack them.

Kanaanæerne havde hørt om den mystiske kraft, som syntes at beskytte dette folk, og om de mirakler, der blev udført for deres skyld. De mønstrede derfor en stærk hær for at slå angriberne tilbage. Angrebshæren havde ingen leder. Der var heller ikke blevet bedt om, at Gud ville give Israel sejr. De rykkede blot frem med det desperate forsæt at vende deres skæbne eller dø i kampen. Selv om de ikke var krigsvante, udgjorde de en anselig hær af bevæbnede mænd, og de håbede, at de kunne knække al modstand ved et pludseligt og hårdt angreb. I deres overmod udfordrede de fjenden, som ikke havde turdet angribe dem.