Now the scene changed. Hope and courage gave place to cowardly despair, as the spies uttered the sentiments of their unbelieving hearts, which were filled with discouragement prompted by Satan. Their unbelief cast a gloomy shadow over the congregation, and the mighty power of God, so often manifested in behalf of the chosen nation, was forgotten. The people did not wait to reflect; they did not reason that He who had brought them thus far would certainly give them the land; they did not call to mind how wonderfully God had delivered them from their oppressors, cutting a path through the sea and destroying the pursuing hosts of Pharaoh. They left God out of the question, and acted as though they must depend solely on the power of arms.


Patriarker og profeter kapitel 34. 195.     Fra side 388 i den engelske udgave.tilbage

De tolv spejdere

Nu skiftede billedet. Håbet og modet forsvandt, og folket blev grebet af fejhed og fortvivlelse, mens spejderne gav udtryk for deres vantro hjertes følelser. Det var Satan, der gjorde dem modløse. Deres vantro kastede sin mørke skygge over hele menigheden, og man glemte Guds magt, der så ofte havde gjort sig gældende til det udvalgte folks fordel. Folket tænkte ikke sagen igennem. De tog ikke i betragtning, at når Gud havde ført dem så langt, ville han også give dem landet. De huskede slet ikke på den vidunderlige måde, hvorpå Gud havde befriet dem fra deres undertrykkere. De glemte, at han havde lavet en vej midt gennem havet og dræbt Faraos hær, der forfulgte dem. De lod Gud helt ude af betragtning og opførte sig, som om de var overladt til at klare sig udelukkende ved våbenmagt.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.