More than this, Moses and Aaron had assumed power that belongs only to God. The necessity for divine interposition made the occasion one of great solemnity, and the leaders of Israel should have improved it to impress the people with reverence for God and to strengthen their faith in His power and goodness. When they angrily cried, "Must

Yderligere havde Moses og Aron tiltaget sig en magt der alene tilhørte Gud. Nødvendigheden af Guds indgriben gjorde dette til en meget alvorlig begivenhed, og Israels ledere skulle have benyttet den til at indprente folket ærbødighed over for Gud og til at styrke deres tro på hans magt og godhed. Da de vredt råbte: "Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?" stillede de sig selv i Guds sted, som om kraften fandtes hos dem, skønt de kun var mennesker med menneskelige skrøbeligheder og lidenskaber. Træt af folkets evindelige knurren og oprør havde Moses tabt sin almægtige hjælper af syne, og da han ikke længere var beskyttet af den guddommelige kraft, kom den menneskelige svaghed frem hos ham, og han satte en plet på sin karakter. Den mand, der kunne have stået ren, urokkelig og uselvisk til sin gernings afslutning, var til sidst blevet overvundet. Gud var blevet vanæret over for Israels forsamling, da han skulle have været ophøjet og æret.