Had they in this manner passed through Edom, as God had purposed, the passage would have proved a blessing, not only to themselves, but to the inhabitants of the land; for it would have given them an opportunity to become acquainted with God's people and His worship and to witness how the God of Jacob prospered those who loved and feared Him. But all this the unbelief of Israel had prevented. God had given the people water in answer to their clamors, but He permitted their unbelief to work out its punishment. Again they must traverse the desert and quench their thirst from the miraculous spring, which, had they but trusted in Him, they would no longer have needed.

Edoms og Israels forfædre var brødre, og forholdet mellem dem burde være præget af broderlig venlighed og høflighed. Israelitterne måtte hverken nu eller i fremtiden hævne den fornærmelse, de blev udsat for, da det blev nægtet dem at drage gennem landet. De skulle ikke forvente at komme i besiddelse af et eneste stykke af Edoms land. Selv om israelitterne var Guds udvalgte og begunstigede folk, måtte de ikke overskride de grænser, han havde sat for dem. Gud havde lovet dem en dejlig arv, men de skulle ikke anse sig selv for at have eneret til Jorden og prøve på at fortrænge alle andre. I alt deres samkvem med edomitterne fik de befaling til ikke at gøre dem nogen uret. De skulle handle med dem, købe, hvad de havde brug for, og straks betale for alt, hvad de fik. Som en opmuntring til at stole på Gud og adlyde hans ord fik Israel denne påmindelse: "Herren din Gud har velsignet dig, du har ikke manglet noget." 5. Mos. 2, 7. De var ikke afhængige af edomitterne, for deres Gud var rig på alt. De måtte hverken bruge magt eller list for at tilegne sig noget, som tilhørte edomitterne. I hele deres færd skulle de praktisere dette princip i Guds lov: "Du skal elske din næste som dig selv."